Kontakt mig
Hjælp

Hvordan kan vi vælge stilheden til

hverdagsskriblerier meditation yoga Aug 19, 2025

Hvorfor er det egentlig så svært at tillade sig selv at være stille?


Svært at sige nej til planer, aftaler og aktiviteter. Svært bare at blive hjemme – alene, sove, hvile på sofaen, eller gøre de bløde ting, der nærer krop, sind og sjæl.

Det kan være at blive liggende under dynen hele formiddagen, at tage et langt bad uden at skynde sig, eller at sidde med en kop te og stirre ud i luften uden at række ud efter telefonen. Små ting, som føles luksuriøse, fordi vi sjældent giver os selv lov til dem.

Vi er vokset op med tanken om, at vi skal yde for at nyde. At livet først er værdifuldt, når vi kan vise, hvor hårdt vi knokler. Det er som om, succes ikke tæller, hvis ikke vi samtidig kan fortælle om travlheden bagved. Men er det virkelig sundt?

Jeg tror det ikke. Jeg tror og mærker selv, at det er meget mere nærende at kunne nyde de nære, det som ikke kræve en hel masse, det som bare er her alligevel. 

Stilhed som forudsætning for flow

Kreativitet, ideer og inspiration kan ikke fremtvinges. De kommer ikke, fordi vi presser os selv hårdere. De spirer i pausen. I hviletiden. I det stille mellemrum.

Jeg mærker det selv lige nu. Jeg ender ofte i hovedet, og prøver at tænke mig til hvad der kunne være det rigtige at knokle med idag. Hvad skal jeg fremtvinge af kreativitet idag, hvad kan jeg lave af inspiration idag. Men min krop siger tydeligt “nej”. Den går i stå, føles sløj og vil ingenting. Og selvom jeg godt kunne slæbe mig afsted til møder og aftaler, sidde i timer foran computeren, så øver jeg mig i at sige nej – og i stedet give plads til det, der føles rart: ro, omsorg, nærvær. At lade timerne flyde.

Det føles som en genstart af min krop, et indre, et fysisk og mentalt længe ventet Reeboot. 

Hvornår har du sidst tilladt dig selv en hel dag uden planer – uden dårlig samvittighed?

Verden stopper ikke, bare fordi jeg gør

Det føles uvant. Jeg kan næsten ikke huske, hvornår jeg sidst har givet mig selv lov til at stoppe op. Men nu gør jeg det – og jeg opdager, at verden ikke falder sammen, bare fordi jeg holder pause.

Det sværeste er at give slip på den dårlige samvittighed: stemmen der minder mig om mine forpligtelser over for arbejde, medlemmer, følgere, økonomi og image. “Hvad vil folk ikke tænke?”

Men sandheden er, at stilhed ikke er spildtid eller dovenskab. Det er en investering i min energi, min kreativitet og min glæde. Jeg kan simpelthen ikke levere noget godt ud fra et sted, hvor jeg er forceret. Det skal ske ud fra flow – og for at lande i flow, må jeg først finde stilheden.

Den tager vi lige igen. 

For at lande i flow, må vi først finde stilheden.

 

Tillid til pausen

En kær veninde sagde engang til mig:
“Det er som når vi er syge. På et tidspunkt har vi ligget stille så længe, at vi bliver trætte af det – og så begynder vi helt af os selv at rejse os igen. Hav tillid til den proces.”

Og det er præcis der, jeg er nu:
Midt i stilheden. Midt i det nødvendige ingenting.
Og langsomt, helt af sig selv, kommer lysten til at bevæge mig igen. Lyste til at skabe. Lysten til at inspirere, lysten til at lære og forny og videregive. 

Hvis du også kan mærke, at din krop og dit sind kalder på mere ro, så kan du starte i det små. Du behøver ikke ændre hele din hverdag.  Du kan tage et fodbad, gå en tur med en podcast i ørene, ligge dig på gulvet og lytte til musik, læse en god bog, danse, lave yoga, sove længe, eller bare ligge i sofaen, strikke, hækle, tegne, eller meditere. 

Nogle gange hjælper det at blive guidet ind i roen

Derfor har jeg lavet en meditationspakke, som kan støtte dig, hvis du længes efter at finde de små lommer af stilhed midt i hverdagen.
Du kan sætte høretelefonerne i, læne dig tilbage og mærke roen brede sig – uanset om du har fem eller femten minutter.

👉Meditations pakke –  giv dig selv den pause, du længes efter.

Tryk her for at modtage besked om nye blogindlæg 

også selvom du allerede modtager nyhedsbrevet

Tilmeld